Et andet sted, men under samme himmel som du kan se i Hvidovre eller i Hune for den sags skyld, kigger jeg efter et sted at tanke. Over mig glimter stjernerne om kap på den frostklare himmel. Sandsynligvis glimter de smukkere her end, hvor du er. Jeg er nemlig på Østmøn.
Det er tidlig morgen og man skulle tro, at den majestætiske himmel gavmildt havde drysset lidt stjernestøv ned over landsbyen under sig.
Men sådan ser det umiddelbart ikke ud. I hvert fald ikke anno 2026. Måske var det sådan i middelalderen. På det tidspunkt var Borre en velhavende by på en ø i en fjord. Nu er det en trøstesløs samling huse strøget ud langs landevejen. Som i så mange andre landsbyer med lignende beliggenhed, har de fleste rejsende mest lyst til at træde speederen i bund og race igennem depressionen.

Jeg har et ærinde og drejer af ved Brugsen. Det er nødvendigt med en hurtig tankning inden turen fortsætter mod Høje Møn.
Jeg tanker og strækker benene. Knæene fortæller mig, at de ville have godt at blive brugt. Vinden er bidende kold, men jeg har en dragt i bilen. Jeg sætter bilen på p-pladsen. Tager min dragt på og beslutter mig for en morgentur. Klokken er 6.50 og der er ikke et øje at se nogen steder. Det har føget i nat og mine støvler sætter grove spor i den jomfruelige sne. Jeg går mod vest. Da jeg kommer et godt stykke forbi kirken begynder husene at have tydelige sætningsskader. Det er husene, der er bygget på den tilsandede fjord. Længere henne hænger husene kun sammen af gammel vane. Det er voldsomt at se på. Ejerne har ikke en chance for at følge med og må bare vente på, at husene skvatter sammen. Jeg vender om og går tilbage mod kirken, der står solidt på den forsvundne ø. Klokken har nu passeret syv og der er kommet lys i et par vinduer.

Hovsada...var det ikke en nøgen kvinde, der skyndsomt kom ned ad en trappe i huset deromme. Jeg kigger mig omkring og vender om igen. Jeg kan skimte hende gennem buskadset i køkkenet nu. Det er bare så latterligt, at hun har valgt at gå ind i køkkenet af alle rum. Køkkenet vender væk fra hovedgaden og det er meget svært at se noget som helst.

Jeg bliver nødt til at risikere det. Lister mig ned langs indkørslen og om i baghaven. Jeg stiller mig bag haveskuret med frit udsyn til køkkenet. Køkkenet er åbent og lyst. Der er endda en dobbelt terrassedør foran spisebordet.

Wauw - hvor er rummet bare smukt indrettet. Det er mere end bare et køkken eller alrum - det er et levende værksted. Der er lutter smukke ting overalt. Det er vist første gang i mit erotiske liv, at jeg har ladet mig distrahere og mistet fokus på det, det altid plejer at handle om.
Hjertet i rummet er en hvidkalket masseovn. Væggene er dekoreret med eventyrlige motiver, der er malet direkte på væggen. Her er alt er i samspil med elementerne: Jord, vand og ild. Intet er gemt af vejen og hvorfor skulle man også det - selv opvaskebørsten er hjemmelavet og en dekoration i sig selv.
Jeg løsriver mig fra inventaret og koncentrerer mig om hende. Omgivelserne passer perfekt til skønheden, der nu står og kører fingrene igennem et fed plantefarvet garn, der sidder på en garnvinde. Jeg forestiller mig, at hun strikker et sjal af det grønne garn. Det spiller perfekt op til hendes lange løsthængende rødorange hår og den lyse hud...fortsættes