Line blev stående i døråbningen.
Ingen af de tre sagde noget.
Hun så først på Cathrine. Så Søren. Til sidst Jan.
»Hvor længe?«
Jan åbnede munden.
»Nej.« Hun løftede hånden. »Ikke endnu.«
Hun vendte sig og gik op i cockpittet.
Den varme luft ramte hende, da hun kom op i solen. Først dér opdagede hun, hvor voldsomt hendes hænder rystede.
Posen med isterninger klirrede mod hendes ben. Hun rev den op, tog en håndfuld is og pressede den mod kinderne. Kulden bed i huden. Smeltevandet løb mellem hendes fingre og dryppede ned på dækket.
Hun lukkede øjnene.
Nede fra kahytten lød en dæmpet bevægelse. En stemme, der straks forstummede.
Hun pressede isen hårdere mod ansigtet.
Så kom trinene.
Jan dukkede op i nedgangen. Han havde kun nået at trække et par boksershorts på. Hans hår var uglet, og han havde et rødt mærke på halsen.
Line stirrede på mærket.
»Line, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.«
»Så lad være.«
Han tog endnu et skridt.
»Jeg bliver nødt til at forklare—«
»Sæt dig, Jan.«
Han standsede.
»Vil du ikke nok bare høre mig?«
Hun løftede blikket.
»Sæt dig.«
Noget i hendes stemme fik ham til at tie. Han satte sig langsomt på bænken over for hende.
Line mærkede en næsten umærkelig lettelse.
Hun havde ikke forventet, at han ville adlyde. Ikke så hurtigt.
»Se på mig.«
Han løftede hovedet.
»Du bliver siddende, indtil jeg siger noget andet. Er det forstået?«
Han nikkede.
Hun lod stilheden brede sig mellem dem.
Et fald slog sagte mod skroget. I det fjerne skreg en havfugl. Det lød absurd almindeligt.
Jan rykkede uroligt på sig.
»Må jeg ikke nok forklare?«
»Nej.«
Han sank tilbage.
Og da mærkede hun det.
Et lille, uventet sug dybt i maven.
Hun havde forestillet sig, at hun ville skrige ad ham. Slå ham. Græde. I stedet sad hun og betragtede, hvordan han ventede på hendes næste ord.
Hun skubbede følelsen væk.
Cathrine og Søren kom op fra kahytten.
Cathrine havde trukket en let kjole over sig. Hun standsede med hånden på kanten af nedgangen. Søren blev stående lige bag hende.
»Sæt jer,« sagde Line.
Søren kastede et blik mod Jan.
»Line, vi burde måske—«
»Sæt jer.«
Cathrine satte sig først. Søren fulgte tøvende efter.
Line så på dem.
De tre mennesker, hun havde stolet mest på i verden. Nu sad de foran hende, tavse og afventende.
»I har taget jer nogle friheder i dag.«
Ingen svarede.
»Og nu håber I sikkert, at I kan forklare jer ud af det.«
»Line …« begyndte Cathrine.
»Nej. I har haft jeres hemmeligheder. Nu bestemmer jeg, hvad jeg vil vide. Og hvornår.«
Hun hældte vin i et glas. Flasken var kold mod hendes hånd, og en dråbe kondens gled ned over etiketten.
Hun lod en isterning falde i vinen.
Den lille klirrende lyd fik Jan til at løfte blikket.
Line opdagede det.
Hun tog sig god tid til at sætte flasken fra sig.
Han fulgte hver eneste bevægelse.
Det lille sug i maven kom igen.
Hun mærkede en næsten berusende tilfredsstillelse ved hans opmærksomhed. Ikke fordi han så på hende, men fordi han ikke vidste, hvad hun ville gøre.
Erkendelsen gjorde hende utilpas.
Hun tog sit glas.
»Kom. Vi går op på soldækket.«
…
Solen stod lavere nu. De hvide hynder havde opsamlet dagens varme, og teakdækket var lunt under hendes bare fødder.
Line stillede isspanden og flasken på bordet.
»Jan, flyt den solstol væk fra de andre.«
Han så på hende.
»Hvorfor?«
»Fordi jeg beder dig om det.«
»Line, helt ærligt …«
»Du ville gerne forklare dig. Nu vil jeg gerne have, at du lytter.«
Han holdt hendes blik et øjeblik.
Så rejste han sig og trak stolen hen mod rælingen.
Metallet skrabede mod dækket.
»Der?«
»Ja. Sæt dig.«
Han gjorde det.
Line vendte sig mod Cathrine og Søren.
»I bliver her.«
Søren satte sig yderst på en solstol. Hans hår stod stadig i alle retninger, og han gned håndfladerne mod sine knæ.
Cathrine blev stående.
»Hvad har du egentlig tænkt dig?«
Line så på hende.
»Det ved jeg ikke.«
Hun tog en slurk af den kolde vin.
»Men jeg vil begynde med dig.«
Cathrine satte sig langsomt.
»Hvor længe har du villet Jan?«
Det var, som om spørgsmålet slog luften ud af hende.
»Line …«
»Hvor længe?«
Cathrine så over mod Jan.
»Lad være med at kigge på ham. Jeg spørger dig.«
Hun sank.
»Længe.«
»Hvor længe er længe?«
Cathrine lod blikket falde mod sine hænder.
»Flere år.«
Line mærkede ordene som et fysisk slag.
Flere år.
Hun så pludselig billeder for sig. Middage. Ferier. Lange sommeraftener. Cathrine, der lænede sig frem over bordet med sit særlige smil. Jan, som altid havde en bemærkning klar til hende.
Alle de små øjeblikke, Line havde været vidne til uden at forstå dem.
»Så jeg har siddet ved siden af jer i årevis uden at vide noget?«
»Der var ikke sket noget før i dag.«
»Det var ikke det, jeg spurgte om.«
»Nej.«
Line så på sin kusine.
Hun kendte hver eneste bevægelse i det ansigt. Havde kendt det siden barndommen. De havde delt hemmeligheder, latter, sorger og ting, de aldrig havde fortalt andre.
Og hele tiden havde Cathrine båret rundt på dette.
»Du kunne have sagt det til mig.«
»Jeg ved det.«
»Du burde have sagt det.«
Cathrine trak vejret dybt.
»Jeg var bange for at miste dig.«
»Så du valgte at lyve.«
»Ja.«
Svaret kom uden forsvar.
Line havde forventet en undskyldning. En bortforklaring. Noget, hun kunne gribe fat i og flå fra hinanden.
Men Cathrine sad bare og så på hende.
»Jeg troede aldrig, det ville ske,« sagde hun stille. »Det var noget, jeg forestillede mig. Noget, der kun fandtes inde i mit hoved.«
»Og så skete det.«
Cathrine nikkede.
En let brise løftede en tot hår fra hendes kind. Hun strøg den bag øret med en bevægelse, Line havde set tusind gange.
Det gjorde næsten mere ondt end ordene.
»Søren kom ind, da …« Cathrine standsede.
Søren løftede hovedet.
»Jeg blev lige så overrasket som dig, Line.«
Hun vendte sig mod ham.
»Men du blev.«
Han så ned.
»Ja.«
»Hvorfor?«
Han gned tommelfingeren mod håndfladen.
»Jeg ved det ikke. Jeg burde være gået.«
»Men det gjorde du ikke.«
»Nej.«
Der var noget ubærligt ved hans ærlighed. At han ikke engang forsøgte at gøre sig selv bedre.
Line vendte sig mod Jan.
Han sad stadig, hvor hun havde anvist ham. Hans blik vandrede mellem hende og Cathrine, men hver gang Line så direkte på ham, blev han stille og afventende.
Og pludselig gik noget op for hende.
Hun havde set Cathrine gøre det samme.
Et blik. Et smil. En lille bemærkning hen over middagsbordet. Og Jan havde glemt resten af selskabet.
Line havde dengang bare rystet på hovedet ad kusinens evige drillerier.
Nu så hun noget andet.
»Du har altid vidst, hvordan du skulle få ham til at reagere,« sagde hun.
Cathrine fulgte hendes blik.
»Jan?«
»Ja.«
Cathrine rødmede.
»Det var ikke altid med vilje.«
»Men du kunne lide det.«
Cathrine svarede ikke.
Line lænede sig en anelse frem.
»Du kunne lide at vide, at du kunne få hans opmærksomhed. At han sad og ventede på, hvad du nu ville sige.«
Cathrine løftede langsomt øjnene.
»Ja.«
Der var noget i den måde, hun sagde det på. Næsten lettelse.
Line så tilbage på Jan.
Han sad ganske stille.
Hun lod bevidst sit blik hvile på ham, indtil han rettede sig en anelse i stolen.
Og dér kom følelsen igen.
Det lille sug. En varme, der bredte sig fra maven og op gennem brystet.
Hun så hurtigt væk.
For et øjeblik siden havde hun hadet Cathrine for netop dette. Nu mærkede hun selv tilfredsstillelsen ved at kunne fremkalde Jans opmærksomhed med næsten ingenting.
Hun tog sit glas og drak.
Vinen var kold, men hendes kinder brændte.
»Måske kan du lære mig noget, Cathrine.«
Kusinen så overrasket på hende.
»Hvad mener du?«
Line lod blikket glide over mod Jan.
»Du har brugt årevis på at få ham til at glemme, hvor han var. Jeg tror, jeg vil finde ud af, hvad der sker, når det er mig, der gør det.«
Cathrine stirrede på hende.
»Line, du behøver ikke bevise noget.«
»Det ved jeg.«
Line satte glasset fra sig.
»Men jeg er begyndt at forstå noget, jeg ikke forstod før.«
Hun vendte sig mod Cathrine.
»Hvis vi overhovedet skal finde ud af det her, vil jeg ikke have flere hemmeligheder mellem os. Og ingen gør noget, de ikke selv vil.«
Cathrine holdt hendes blik længe.
Så nikkede hun.
Det var ikke tilgivelse. Det var ikke engang en begyndelse på den.
Men noget havde forskudt sig.
Line kunne stadig mærke vreden, hård og øm et sted bag brystbenet. Alligevel ønskede hun ikke længere kun at høre, hvad der var sket i kahytten.
Hun ville forstå, hvad Cathrine havde oplevet.
Og hvorfor hun selv pludselig genkendte det.
»Kan du huske, da vi var børn, og du altid skulle prøve alting først?« spurgte hun.
Cathrine smilede forsigtigt.
»Ja.«
»Du var aldrig bange.«
»Jo, jeg var.«
Line hævede øjenbrynene.
»Det skjulte du godt.«
»Det gør jeg stadig.«
De så på hinanden.
Et kort øjeblik var Cathrine ikke kvinden fra kahytten, men pigen, Line havde kendt hele sit liv. Den modige kusine, der altid lokkede hende med ud, hvor hun egentlig ikke turde gå.
Line rakte ned i isspanden og tog en terning op.
Den var glat mellem hendes fingre.
Hun lod den strejfe Cathrines håndled.
Cathrine fór sammen med et lille gisp, før hun lo overrasket.
Lyden ramte Line med en mærkelig ømhed.
Hun så på dråben, der gled ned over Cathrines solvarme hud.
»Stadig kuldskær?«
»Det har du vist aldrig været i tvivl om.«
Cathrine smilede.
Det var det samme lille, uudgrundelige smil, Line havde set så mange gange.
Men nu var det rettet mod hende.
Hun mærkede et stik af vrede over den tanke. Hvor mange gange havde Jan siddet over for netop dette smil?
Hun lod isterningen hvile i håndfladen.
»Jeg har ikke tilgivet dig, Cathrine.«
Smilet forsvandt.
»Det ved jeg.«
»Jeg ved ikke engang, om jeg kan.«
Cathrine nikkede langsomt.
»Det forstår jeg.«
Line så over mod Jan.
Han sad præcis, hvor hun havde bedt ham om.
Da han mærkede hendes blik, rettede han sig.
Det lille sug i maven kom igen.
Denne gang vidste hun, hvad der fremkaldte det.
Og netop det skræmte hende. Hun var stadig rasende. Alligevel mærkede hun en forventning, der næsten gjorde hende svimmel.
Hun så ned på sine hænder.
De rystede ikke længere.
Det gjorde hende endnu mere urolig.
Hun løftede blikket mod Cathrine.
»Læn dig tilbage,« sagde hun stille. »Vi har hele aftenen.«
Cathrine tøvede.
»Line … er du sikker?«
Line så på hende.
»Nej. Men hvis jeg skal forstå det her, bliver det på mine præmisser.«
Cathrine betragtede hende et øjeblik, før hun langsomt lod sig synke tilbage i solstolen.
Line lod isterningen glide endnu en gang over hendes underarm. En smal stribe smeltevand glimtede i den sidste sol.
»Du har vist tænkt dig at overraske os i aften,« sagde Cathrine lavt.
»Måske.«
Line lod blikket hvile på Jan.
Han fulgte hende stadig med øjnene.
Denne gang så hun ikke væk.
Hun lagde isterningen fra sig og rykkede tættere på sin kusine.
Cathrine holdt vejret. Hendes hånd gled op mod bikinistroppen, men stoppede midtvejs. Hun kiggede på Line, som om hun stadig søgte et tegn – et nikke, en tilladelse, noget der sagde, at det her ikke var endnu et svigt.
Line mærkede et kort stik af tvivl. Var det hævn? Eller var det noget andet, noget hun ikke turde sætte ord på endnu? Hun nikkede alligevel. Ganske svagt.
Først da løsnede Cathrine stropperne og lod stoffet glide til side. Bevægelsen var langsom, næsten prøvende. Brysterne var fulde, vorterne allerede stive i den kølige aftenluft.
Line satte sig på knæ foran solstolen. Der var stadig for meget usagt mellem dem, men for første gang den dag følte hun ingen trang til at skynde sig. Hun bestemte tempoet nu – og den bevidsthed gjorde hende vådere end selve synet. Alligevel bankede noget uroligt under brystbenet. Hun burde have været rasende. I stedet var hun sulten.
Hun lod blikket glide fra Cathrines ansigt ned over halsen, brysterne, den bløde mave. Cathrine lå stille, men hendes vejrtrækning var blevet dybere, mere urolig. Stilheden mellem dem blev tyk, næsten fysisk. Bag dem hørte Line en af mændene rykke sig, men ingen sagde noget.
Først da hun selv var klar, lagde hun hånden på indersiden af Cathrines lår og skubbede det forsigtigt udad. Cathrine lod sig føre. Lårene spredte sig, og hun lænede sig længere tilbage, det blonde hår spredt ud over puden. Hendes blik fandt kort Søren, der sad med åben mund, før det vendte tilbage til Line.
Skumringen lagde et gyldent skær over havet. Den kolde flaske stod i isspanden ved siden af dem.
Line knælede mellem de spredte lår, huden stadig varm fra solen. Hun tog glasset, kiggede op på Cathrine og hviskede:
«Åbn dig for mig.»
Hun hældte den iskolde hvidvin langsomt ned over Cathrines opsvulmede fisse. Vinen løb i tynde, kolde striber mellem læberne, fik dem til at trække sig sammen et øjeblik, inden de åbnede sig igen, blanke og skinnende.
«Mmm… fuck, det er koldt,» stønnede Cathrine. «Slik det op. Hver eneste dråbe.»
Line bøjede sig frem. Tungen mødte den kolde vin blandet med den varme, tykke saft, der allerede dryppede fra Cathrine. Hun suttede grådigt, lavede små, våde lyde, mens en blank streng hang fra Cathrines fisse ned til hendes underlæbe. Smagen var sød og skarp på samme tid. Hun mærkede, hvordan hendes egen fisse kløede af det.
Cathrine greb fat i hendes hår og pressede hende tættere.
«Se på dig,» hviskede hun, stemmen tyk. Hun kiggede direkte på Jan og Søren. « Din kone – min kusine – slikker mig rent foran jer.. Synes I, hun gør det godt?»
Jan slugte. Søren nikkede, øjnene mørke.
Line løftede hovedet, læberne blanke, og rakte ud efter isspanden. Hun fangede to isterninger mellem fingrene. Et kort øjeblik tøvede hun. Der var noget råt og næsten ondskabsfuldt i det, hun var ved at gøre – og alligevel kunne hun ikke stoppe. Hun smilede mørkt og pressede den første isterning dybt ind mellem Cathrines opsvulmede læber. Cathrine gispede, hofterne rykede, da kulden ramte den varme, våde inderside.
Den anden isterning pressede Line ind i Cathrines åbne mund. Cathrine gurglede, mens koldt smeltevand og savl løb ud over hendes hage.
Det var både pirring og præcis, stille hævn. En påmindelse om, hvem der bestemte. Og midt i det mærkede Line en ubehagelig sandhed: hun nød det mere, end hun havde ret til.
Line stønnede ind i hende, da Cathrine greb hårdere i håret og pressede hende imod sig.
«Slik hårdere. Jeg vil have dig til at drikke mig. Mere vin… mere is… ja…»
Line hældte endnu en kold strøm ned over klitoris og sugede det straks op igen. Saften blev tykkere – en iskold, brændende blanding af hvidvin og Cathrines søde, tykke slim, der hang i lange, dirrende tråde mellem dem. Hver sugning sendte et stød af lyst ned mellem hendes egne lår.
Cathrine begyndte at rotere hofterne i små, krævende cirkler.
«Åbn munden mere… jeg vil mærke dig sluge det. Begge jer mænd – kig godt.»
Line pressede en langfinger op i Cathrines numsehul samtidig med, at hun suttede grådigt. Det var nok.
Cathrine kom med et langt, rystende støn. Hofterne pressede ned, lårene klemte om Lines hoved, mens bølger af saft blandede sig med den sidste kolde vin og løb direkte ned i den grådige mund under hende. Line slugte, stønnede, og mærkede sin egen fisse pulsere tomt af misundelse.
«Slug det… slug det hele… fuck ja…»
Da Cathrine endelig løftede sig, hang der stadig en tyk, blank snor mellem dem. Line kiggede op med våde læber og hviskede, så begge mænd kunne høre det:
«Mere. Giv mig mere. Jeg vil have dig til at dryppe for mig nu.»
Cathrine smilede mørkt, tørrede en streng af savl fra Lines hage med tommelfingeren og stak den ind i sin egen mund.
«Så får du mere. Men først skal du vise dem, hvor våd du er blevet af at slikke din kusine.»
Line rejste sig på knæ. Hun trak sommerkjolen langsomt over hovedet, lod den falde. Hendes runde, duvende brysters små, lyserøde brystvorter rejste sig i aftenluften. Line havde perfekte bryster, og hun vidste det.
Så g-strengen. Hun var nøgen. Et kort øjeblik mærkede hun, hvor blottet hun var – ikke kun for mændenes blikke, men for sin egen sult. Hun skubbede tvivlen væk og faldt forover på alle fire igen. Ryggen dybt svajet, numsen skubbet højt, benene let spredte, så både Jan og Søren havde fuld udsigt til det lille, lyserøde numsehul og den blanke, dryppende fisse under det. En tynd streng af saft hang allerede fra hendes kønslæber og dryppede ned på teaktræet.
Hun kiggede tilbage over skulderen, mund stadig blank af Cathrine, og smilede frækt – selvom noget inde i hende stadig rystede.
«Søren… kom her. Slik min røv. Giv mig fingrene, grådigt, mens Cathrine stadig rider mit ansigt.»
Søren rejste sig med det samme. Bukserne spændte hårdt. Jan sad stiv, hånden presset mod skridtet, men rørte sig ikke.
Søren knælede bag hende, spredte kinderne og stønnede lavt, da han så det lille, lyserøde hul.
«Fuck, Line…»
«Slik mig,» hviskede hun. «Slik min røv. Jeg vil mærke din tunge dybt, mens Jan ser på og koger.»
Søren lagde tungen fladt mod hullet, kredsede, suttede, pressede spidsen ind. Line stønnede højt ind mellem Cathrines lår. Lyden fik Cathrine til at presse sig hårdere ned over hendes mund igen. Hver bevægelse af Sørens tunge sendte stød af ren, skamfuld nydelse gennem hende.
«God pige,» hviskede Cathrine. «Lad ham spise dig. Vis Jan, hvordan min mand får dig til at dryppe.»
Søren spyttede, spredte det lille hul med tommelfingrene og pressede tungen dybt ind. Hver gang den forsvandt helt, dryppede der mere saft fra Lines fisse ned på dækket. Hun hadede, hvor meget hun elskede det.
«Hårdere… fuck mig med fingrene i den våde fisse samtidig… ja… sådan… kig på mig, Jan… se hvordan din kone får fingre i kussen foran dig.»
Søren’s fingre gled dybt ind, søgte, fandt, roterede, mens tungen blev ved med at arbejde. Line vrikkede numsen bagud, greb hans håndled et øjeblik, holdt ham stille – og kiggede så skråt tilbage, først på Søren, så på Jan, der sad alene, rød og stiv, uendeligt langt væk.
Et øjeblik snørede noget sig sammen i hendes bryst. Hun så sin mand sidde der, magtesløs, og hun vidste, at hun burde føle medlidenhed. I stedet blev hun kun vådere.
«Kom indeni mig, Søren. Hele vejen. Nu.»
Cathrine stønnede sitrende oven over hende.
«Åh… så det er sådan, det skal være? Din tur til at tage dig af min mand?»
Line slikkede langsomt op ad Cathrines fisse, indtil en ny streng hang mellem dem. Så spyttede hun vådt ind i den og svarede, stemmen fyldt af både lyst og skadefryd:
«Præcis som I tre gjorde tidligere i dag. Men nu er det min tur.»
Hun pressede numsen bagud.
«Tag mig. Mens din kone rider mit ansigt, og min mand bare kan sidde der og se på, hvordan du stikker den i mig.»
Søren trak fingrene ud, greb hofterne. Line mærkede spidsen presse imod sin våde fisse – og så gled han ind i ét langt, dybt stød. Hun skreg dæmpet ind mellem Cathrines lår, da han fyldte hende helt. Det var tykt, hårdt, ubarmhjertigt. Og det gjorde hende vanvittig.
«Fuck… ja… knald mig. Knald din kones kusine, mens hun slikker hende. Og du, Jan… bare sid der. Se på. Ligesom jeg så på jer tre.»
Søren begyndte at støde hårdt. Hofterne smækkede mod hendes numse med våde, smaskende lyde. Cathrine red hendes ansigt i samme rytme, nev sine egne stive brystvorter. Line slikkede grådigt, lod perlerne af saft løbe ned over hagen, mens hun blev kneppet dybt foran sin mand.
Men det, der virkelig fik hende til at dryppe, var ikke pikken i hende eller tungen, hun selv havde i Cathrine.
Det var Jan.
Hun mødte hans blik mellem stødene. Han sad forstenet, shortsene udspændte, øjnene blanke og desperate. Han måtte ikke røre sig. Hun havde ikke givet ham lov.
En bølge af skæv, næsten triumferende nydelse skyllede igennem hende – og lige under den lå en tynd, skarp kant af noget, der lignede skræk. Hun var ved at blive en anden. Og hun kunne ikke stoppe det.
Han ser på, tænkte hun, mens Søren knaldede hende hårdere. Han ser på, mens hans kone bliver skampulet af en anden mand og samtidig slikker en anden kvinde. Og han kan ikke gøre en skid.
«Hårdere,» hviskede hun, så alle tre kunne høre det. «Pul mig hårdere. Jeg vil have, at min mand ser, hvor dybt du er i mig.»
Søren adlød. De våde lyde fyldte aftenluften. Line slikkede grådigt, men hendes tanker kredsede kun om den mand, der sad magtesløs og så på.
Hver gang Søren stødte ind, mærkede hun en ekstra bølge – ikke kun af lyst til pikken, men af magten. Jo mere de brugte hende, jo mere Cathrine stønnede oven på hendes ansigt, jo mere Søren knaldede hende… jo mere våd blev hun af tanken om, at Jan bare sad der. Magtesløs. Stiv. Betragtende.
Hun løftede hovedet, læberne blanke, og kiggede direkte på ham, mens Søren fortsatte.
«Kan du se det? Kan du se, hvordan din kone bliver kneppet, mens hun slikker sin kusine? Og du må bare sidde der. Du må ikke røre dig. Du må ikke komme nærmere. Du må bare se på, mens jeg tager mig af dem begge.»
Jan’s hånd nærmede sig skridtet. Line rystede på hovedet. Stemmen var skarpere, end hun havde forventet.
«Ikke engang det. Hænderne væk. Du ser bare.»
Søren stødte ekstra hårdt netop i det øjeblik. Line skreg. Hendes fisse klemte sig sammen om ham, en ny bølge af saft løb ned ad lårene, og magten over Jan gjorde hende endnu vådere. Hun hadede, hvor meget hun elskede det.
Cathrine bøjede sig ned, greb hendes hår og hviskede imod øret:
«Du elsker det, hvad? At kontrollere ham. At lade os bruge dig, mens han koger.»
Line kunne kun nikke, tungen stadig ude. Et øjeblik var hun ved at sige nej. I stedet kom sandheden:
«Ja… jo mere I tager mig… jo mere våd bliver jeg af at se ham sidde der. Af at vide, at han ikke må røre. At han bare er min tilskuer.»
Hun vrikkede numsen bagud, tog imod endnu et hårdt stød, og kiggede igen på Jan med blanke, triumferende øjne. Noget inde i hende skreg, at hun skulle stoppe. Resten af hende pressede bare hårdere imod Søren.
Det voksede i hende som en storm.
Søren knuste hende hårdere, stødene blev uregelmæssige og dybe. Cathrine red hendes ansigt i samme vilde tempo. Saften løb i tykke tråde fra Cathrines fisse ned over Lines hage og bryster. Hendes egen fisse pulsede om Sørens pik, og hver gang hun kiggede over på Jan – stiv, rød, desperat – skyllede en ekstra bølge af våd, skæv nydelse igennem hende.
«Nu…» skreg hun ind mellem Cathrines læber. «Nu kommer jeg… se på mig, Jan… se din kone komme, mens hun bliver kneppet og slikker…»
Cathrine skreg først. Lårene klemte hårdt, hofterne rystede, og en kraftig bølge af saft skyllede direkte ned i Lines åbne mund. Line slugte grådigt, stønnede højt, mens hendes egen orgasme eksploderede. Fissen pulsede vildt om Søren, saft sprøjtede ned ad lårene, og hun skreg ind i Cathrines køn, mens hele kroppen rystede. Midt i ekstasen mærkede hun et kort, næsten smertefuldt stik af klarhed: hun var ikke den samme kvinde, der var gået ned i kahytten tidligere.
Søren stødte et sidste, dybt stød og kom hårdt. Line mærkede det varme, tykke sæd fylde hende, løbe ud langs hans pik og dryppe ned på dækket sammen med hendes egen saft.
De tre lå et øjeblik sammenfiltrede, stønnende, våde og rystende, mens Jan bare sad der og så det hele – øjnene næsten sorte, shortsene synligt våde foran.
Efter et par minutter kravlede de langsomt fra hinanden. Line tørrede munden med bagsiden af hånden. Hendes hænder rystede igen – ikke af chok denne gang, men af noget andet. Hun smilede skævt alligevel.
«Vi trænger til at køle af,» sagde hun hæst. «Aftensvømmetur. Alle sammen. Især dig, Jan. Du ser ud, som om du er ved at koge over.»
De kravlede ned ad stigen til det mørke, stille hav. Skumringen var blevet til næsten nat. Vandet var køligt og blødt. Line svømmede tæt på Jan, mens Cathrine og Søren lagde sig lidt længere væk.
Jan svømmede stift, tydeligt stadig stenhård. Line svømmede i cirkler omkring ham, lod brysterne stryge let imod hans arm, og hviskede direkte i øret:
«Kan du mærke det? Hvordan du stadig er stiv… efter at have set din kone blive fyldt af en anden mand, mens hun spiste en anden kvinde?»
Hun lod en hånd glide ned, strøg let over de opspændte shorts, men trak den væk, før han kunne presse sig imod den. Et kort øjeblik tøvede hun. Hun kunne mærke, hvor tæt han var på at bryde sammen – og hvor meget det tændte hende.
«Ikke endnu. Du må stadig bare se på. Og mærke. Og vente.»
Jan stønnede lavt, næsten plaget. Line grinede stille, lod benene stryge langs hans, og hviskede:
«Du var så flink til at sidde stille deroppe. Så flink til at se på, mens de brugte mig. Nu skal du køle af… mens jeg minder dig om, hvor våd jeg stadig er af at kontrollere dig.»
Hun dukkede hånden ned i hans shorts, tog et fast greb om hans nosser og pressede, så den allerede forpinte pik rejste sig yderligere. Præ-sæden piplede ud i det kølige vand og dannede små, hvide perler på overfladen. Hun mærkede et stik af noget, der lignede ømhed – og skubbede det væk.
«Aftensvømmetur, husker du? Vi køler bare af. Ikke mere… endnu.»
Jan så ud, som om han var ved at gå til af ren, ubærlig liderlighed.
Cathrine svømmede ind til båden, greb fat i kanten af badeplatformen og kravlede op. Vandet løb i blanke striber ned ad hendes solbrune hud. Hun satte sig på kanten, lænede sig tilbage på hænderne og spredte lårene langsomt – lige foran Søren, der stod i vandet op til brystet.
«Kom her,» hviskede hun hæst. «Slik saltet af mig. Slik min fisse ren for havvand… og for det, der stadig sidder fra før.»
Søren svømmede tættere, spredte hendes knæ og lagde tungen fladt imod de våde, saltede kønslæber. Cathrine stønnede øjeblikkeligt og begyndte at vride hofterne imod hans mund.
Line svømmede stille tættere på Jan, lagde hagen på hans skulder, så de begge havde fuld udsigt. Hun mærkede hans krop spænde under hende – og mærkede samtidig, hvor farligt tæt hun selv var på at give efter for noget, hun endnu ikke havde sat navn på.
«Se på hende,» hviskede hun blødt, men drilsk. «Se hvordan din kones kusine spreder sig for din ven… hvordan hun vrider sig, allerede før han rigtig er gået i gang.»
På platformen suttede Søren grådigt. Lange, langsomme strøg, suttende lyde, mens Cathrine stønnede højere, greb fat i hans hår og pressede ham hårdere imod sig.
«Fuck… ja… slik mig… kløv mig med tungen…»
Line smilede imod Jans nakke og lod en finger glide let over hans bryst under vandet – uden at røre det, der bankede hårdt mellem hans ben.
«Kan du se, hvordan hun vrider sig? Hvordan hendes fisse åbner sig for hans tunge… hvordan hun allerede drypper igen? Og du må bare stå her i vandet og se på. Ligesom før.»
Cathrine løftede benene op over Sørens skuldre. Hun klynkede højt ud over det mørke hav.
Line bed let i Jans øreflip. Et øjeblik ønskede hun, at hun kunne stoppe. At hun kunne svømme væk og lade det hele være. I stedet hviskede hun:
«Hun ser så smuk ud, når hun er sådan… helt åben, helt grådig. Og du står her stiv som et bræt og kan ikke gøre andet end at se din flirt blive slikket ren. Fortæl mig… hvor meget tænder det dig, at jeg lader dig se det?»
Jan slugte højt, før han åbnede munden.
«Jeg… fuck, Line… jeg er ved at gå til. Jeg har aldrig været så stiv i mit liv. Det gør næsten ondt.»
Han mødte hendes blik over skulderen.
«Det er dig. Det er din kontrol. Da du sad deroppe og lod dem bruge dig… mens du bare sagde, at jeg skulle se på. Da du forbød mig at røre mig selv. Da du grinede, mens Søren knaldede dig, og Cathrine red dit ansigt. Jeg tændte så fucking meget på det, at jeg næsten kom i bukserne bare af at sidde stille.»
Han sitrede, da hun lod en finger stryge over hans brystvorte.
«Jeg elsker det,» hviskede han videre, næsten skamfuldt, men ærligt. «Jeg elsker, at du bestemmer. At du kan lade dem tage dig midt foran mig. At du kan få mig til at stå her stenhård, mens Cathrine og Søren sluger hinanden… og jeg må ikke engang røre dig. Det gør mig vanvittig. Jeg vil have mere af det. Mere af dig, der bestemmer.»
Han pressede sig ufrivilligt lidt bagud imod hende, men stoppede sig selv.
«Fortæl mig, hvad jeg må. Eller hvad jeg ikke må. Jeg tænder så fucking meget på, at det er dig, der bestemmer det hele.»
Line mærkede ordene ramme hende et sted, hun ikke havde forventet. Der var en lettelse i dem – og en ny, farligere sult. Hun smilede, men noget inde i hende rystede stadig.
På platformen havde Cathrine åbnet øjnene. Hun kiggede ud over vandet, hvor Line lå tæt op ad Jan. Søren løftede hovedet et øjeblik, læberne blanke.
«Ser du dem?» hviskede Cathrine. «Ser du, hvad der er sket med hende?»
Søren nikkede. Hans hånd strøg over hendes indre lår, men fokus var ude på de to i vandet.
«Tidligere i dag… da hun kom ned og fandt os. Jeg troede, hun ville eksplodere. Men hun gjorde det ikke. Hun tog kontrollen. Først over samtalen. Så over os. Og et sted undervejs skete der noget med hende.»
Cathrine sukkede, da han igen lagde tungen imod hende, men hun blev ved med at tale.
«Hun accepterede det. Ikke bare accepterede. Hun åbnede sig. Som om noget i hende havde ventet på det. Og nu…» hun smilede skævt, mens Line derude lod en finger glide over Jans bryst, bare for at trække den væk igen, «… nu har hun taget kontrollen tilbage. Og mere til.»
Søren suttede langsomt over hendes klitoris.
«Hun er en anden. Eller den samme, bare uden filter. Hun lader os bruge hende… men det er hende, der instruerer det hele. Og hun tænder på det. Kan du se det? Hvor våd hun bliver af at holde ham i kort snor.»
Cathrine greb hans hår og pressede ham ned igen.
«Hun har genskabt kontrollen. Og hun elsker det. Det er ikke bare hævn. Det er hende, der træder helt ind i det. Som et seksuelt væsen, der har fundet ud af, hvor meget magt der ligger i at lade andre røre… mens hun selv bestemmer, hvem der må, og hvem der ikke må.»
Søren brummede mod hende.
« Hun har åbnet en dør. Jeg tror ikke engang selv, hun ved endnu, hvad der er på den anden side.»
Ude i vandet smilede Line mørkt til dem begge, som om hun vidste, de talte om hende – og vendte sig igen mod Jan. Et øjeblik var smilet væk. Hun så på ham med et blik, der både var blødt og ubønhørligt.
Jan åbnede langsomt øjnene og så på sin kone. Der var noget i hendes blik, han ikke genkendte. Ikke vrede. Ikke tilgivelse. En næsten skræmmende ro, som om hun allerede havde truffet en beslutning, han endnu ikke kendte.
«Line… hvad har du tænkt dig?»
Hun smilede og lod ham vente. Indeni mærkede hun stadig den tynde sprække af tvivl. Den var bare ikke længere stærk nok til at standse hende.
«Kan du huske, hvordan du så på mig tidligere i dag? Da du ikke anede, hvad jeg ville gøre?»
Han nikkede.
«Godt. Så ved du, hvordan jeg har det med overraskelser.»
Hun vendte sig mod båden, satte af fra ham og svømmede med rolige, målrettede tag hen mod Cathrine og Søren.
Da hun nåede badestigen, greb hun fat og så op på dem.
«Jeg vil gerne have, at I begge er med til det næste.»
Jan, der stadig lå i vandet bag hende, så overrasket på hende.
«Hvad er det næste?»
Line vendte hovedet og smilede gådefuldt. Et kort øjeblik mærkede hun hjertet banke for hurtigt. Så skubbede hun tvivlen væk for sidste gang den aften.
«Det finder du ud af. Men denne gang taler vi om grænserne først.»
Hun trak sig op ad stigen, trådte om bord ved siden af dem, og vendte sig igen mod Jan, der nu var svømmet nærmere.
«Og bagefter, Jan…»
Hun bøjede sig ned mod ham, mens han holdt fast i kanten, og sænkede stemmen.
«… bagefter tror jeg ikke, du kommer til at se på mig på samme måde igen.»
Da hun rettede sig op, var smilet forsvundet. Tilbage var et blik så beslutsomt, at Jan forstod én ting med fuldstændig sikkerhed:
Aftenen var langtfra slut. Og den kvinde, han troede, han kendte bedre end nogen anden, havde kun lige vist ham begyndelsen.
Erotiske noveller skrevet af Anonym