Taxaens forlygter skar gennem mørket i den tomme hal. BANG. Den rustne port smækkede i bag os. Al lyd fra Vesterbro forsvandt. Tilbage var kun dryp fra loftet og motorens sidste tikken.
Jeg slukkede bilen. Stilhed.
Line sad helt stille på bagsædet. Jeg kunne se hende i bakspejlet. Vejrtrækningen var hurtig. Hænderne krammede hendes taske.
Jeg steg ud. Gik om og åbnede bagdøren. Den kolde, fugtige luft fra lageret ramte hende. Hun trykkede sig ind mod døren i den anden side.
”Ud,” sagde jeg. Ikke hårdt. Bare roligt. Som vi havde skrevet om på forummet.
”Jeg… jeg vil hjem,” hviskede hun. Stemmen rystede. Hun spillede rollen perfekt. ”Min datter…”
Jeg satte mig på hug så vi var i øjenhøjde. ”Line,” sagde jeg lavt. ”Din datter er hos sin far til søndag. Barnfri uge, husker du? Du skrev det selv. Sidste tjek: Kodeordet er gulerod. Siger du det, kører jeg dig til Killemarkvej nu. Ingen spørgsmål. Er du stadig med?”
Hun holdt mit blik. 3 sekunder. 5 sekunder. Så slap hun tasken. Den dumpede ned på gulvet i taxaen.
”Ingen gulerod,” hviskede hun. ”Ikke endnu.”
Jeg rakte hånden ind. Hun tog den. Hendes fingre var iskolde og rystede.
Ude på betongulvet stod det vi havde aftalt: En gammel kontorstol boltet fast. Ved siden af: En madras med tæpper, varmeblæser, køleboks med vand og madpakker. Det hele var planlagt. 7 dage hvis hun ville. Med pauser. Med sikkerhed.
”Jakken af,” sagde jeg og nikkede mod stolen.
Hun sank en klump og begyndte at knappe den op. ”Du har virkelig gjort det her, hva?” mumlede hun. ”Lageret… det hele.”
”Kun fordi du bad om det,” svarede jeg og fandt rebet og den sorte stofpose frem fra bagagerummet. ”Mor har fri. Du sagde det selv.”
Hun satte sig langsomt i stolen. Jeg gik om bag hende.
”Hænderne på ryglænet.”
Hun adlød. Jeg lagde rebet om hendes håndled. Løst først. Regel 1: Tjek altid.
”Er det okay?” spurgte jeg lige ved hendes øre.
”Ja,” hviskede hun. ”Stram gerne til. Jeg vil mærke det.”
Jeg strammede rebet. Ikke så blodet stoppede, men så hun mærkede hun ikke kunne slippe selv. Præcis som aftalt i tråden ”Taxa + lager + kontrol”.
Så holdt jeg stofposen op. ”Klar?”
Hun nikkede. Jeg trak den langsomt ned over hendes hoved. Mørke.
Hendes vejrtrækning ændrede sig med det samme. Hurtigere. Dybere. ”Fuck,” gispede hun. ”Det er… vildt.”
”Gulerod?” spurgte jeg med det samme. Det var reglen: Efter hvert nyt skridt – tjek.
”Nej,” kom det hurtigt. ”Ingen gulerod. Bliv ved.”
Jeg fandt høreværnet frem. De store, sorte nogle. Satte dem på hende. Nu var der helt stille for hende. Ingen syn. Ingen lyd. Kun mærke, lugte, smage.
Jeg lagde en hånd på hendes skulder. Hun spjættede voldsomt i stolen. Rebet strammede. Stolen knirkede mod betonen.
Jeg løftede hurtigt det ene høreværn. ”Træk vejret, Line. Du er i kontrol. Ikke mig. Du bestemmer. Gulerod?”
Hun rystede på hovedet inde under posen. ”Nej… nej gulerod,” stammede hun. ”Det er bare… overvældende. Giv mig 10 sekunder.”
”Du får alt den tid du skal bruge,” sagde jeg og satte høreværnet på plads. Jeg gik hen og tændte varmeblæseren. Whuuush. Langsomt blev hallen lun.
Efter 2 minutter gik jeg tilbage. Satte mig på hug foran hende og løftede posen så den sad som en hue. Hun blinkede mod lyset fra taxaens forlygter.
”Pause,” sagde jeg og holdt en vandflaske med sugerør op til hendes mund. ”Regel 2: Vi holder pauser. Altid.”
Hun drak grådigt. ”Tak,” hviskede hun. ”Det… det hjælper.”
Jeg tog hendes hånd. Den rystede mindre nu. ”Stadig okay? På en skala fra 1-10, hvor er vi? 10 = kør hjem, 1 = kør på.”
Hun grinede svagt. ”Øh… 7 for liderlig. 3 for bange. Så 4 samlet? Det giver ingen mening.”
”Det giver perfekt mening,” sagde jeg. ”Gulerod?”
Hun kiggede rundt i den tomme hal. På rebet. På madrassen. På mig. Så rystede hun på hovedet.
”Ingen gulerod. Men… kan vi droppe høreværnet? Jeg vil gerne høre dig. Det gør mig tryg.”
”Selvfølgelig,” sagde jeg. ”Du bestemmer tempoet.”
Jeg trak stofposen ned over øjnene igen. Bandt hendes hænder. Men lod høreværnet ligge.
Jeg lagde begge hænder på hendes knæ. Denne gang spjættede hun ikke. Hun lænede sig bare frem mod min stemme.
”Mor har fri i 7 dage,” hviskede jeg. ”Hvad vil mor nu?”
Hun bed sig i læben. Så kom det, hæst og lavt under posen:
”Brug mig. Hårdt. Men husk… gulerod.”
Og legen gik i gang for alvor. Med tjek. Med pauser. Med vand. Og med ét ord der kunne stoppe alt: Gulerod.
Erotiske noveller skrevet af Freegif