Morgenen kommer anderledes. Ingen kommandoer, ingen øjeblikkelig bondage. Jeg vågner og finder mig selv ubundet, penisringen fjernet, min krop blød men øm, rystende af lettelse og en mærkelig tomhed. Sengen ved siden af mig er kold — mine mistresser er stået op før mig.
Jeg finder dem i køkkenet, klædt i ridebeklædning — skræddersyede jakker, ridebukser, støvler der skinner. De ser på mig, da jeg træder ind, nøgen med kun læderkraven stadig om min hals.
"Godmorgen, Peter," siger Vivienne og nipper til te. "Hvordan føles friheden?"
"Mærkelig," indrømmer jeg, min stemme hæs.
Helena smiler. "Det troede vi. I dag planlægger vi at tage dig med ud."
Godset omkring hytten er stort, beplantet med skov, privat.
Ude i haven. "Knæl," kommanderer Vivienne.
Jeg adlyder. Fra sin jakke tager hun en lang snor — læder, fastgjort til en sølvkrog. Hun klikker den fast på min krave-ring, og pludselig er jeg virkelig i snor, bundet til hendes hånd.
De fører mig gennem en havesti, mig kun i en t-shirt og bukser. Jeg måtte følge de to kvinder i deres formelle ridebeklædning som et eller andet mærkeligt kæledyr. Luften var kølig mod min hud, solen der filtede gennem træerne. Vi går indtil vi når en lysning, afskærmet, tæppet med mos og faldne blade.
De går mig så gennem skoven, snoren der trækker mig fremad, nogle gange rykker mig til stop mens de undersøger en blomst eller peger på fugle.
Én gang stopper Helena, kommanderer mig ned på mine knæ, åbner hendes ridebukser og bruger simpelthen min mund der, stående blandt træerne, holder snoren stram mens jeg tjener hende, Vivienne og fuglesang er de eneste vidner.
Ved eftermiddagen, tilbage ved hytten, er de klar til det sidste spil.
"I dag tester vi din kontrol," forklarer Vivienne, mens Helena fremdrager nye silkesnore. "Din disciplin. Du vil ikke komme før vi tillader det. Og vi tillader det måske slet ikke."
De binder mig anderledes denne gang — siddende på en stol, arme bundet bag mig, ben spredt og ankler bundet til stolebenene. Ude af stand til at røre ved mig selv eller lukke mine lår.
Så begynder de. Helena knæler foran mig, hendes mund torturøst let, driller mig. Vivienne bag mig, hendes hænder på mit bryst, hendes tænder ved mit øre, hvisker kommandoer — hold dig tilbage, du tør ikke, kontroller dig selv. De skifter, igen og igen, bringer mig til kanten med mund og hænder og friktionen af deres strømper, så stopper, efterlader mig gispende, rystende, nægtet.
Timer går. Jeg græder, tigger, min krop en enkelt nerve af behov. De er ubøjelige, kliniske, nyder min desperation.
Endelig, som aftenen nærmer sig, sætter Vivienne sig over mig, tager mig ind i sig, og rider mig med langsomme, målbevidste bevægelser mens Helena holder mit ansigt, tvinger mig til at møde Vivienne´s øjne.
"Nu," hvisker Vivienne. "Må du."
Udløsningen, når den kommer, er kataklismisk — timer af nægtelse der eksploderer gennem mig, min krop der konvulserer, min stemme der knækker. Vivienne fortsætter med at ride mig igennem det, malke mig, hendes smil vildt og triumferende.
Bagefter løser de mig. De bader mig selv, forsigtigt. De fodrer mig ved bordet, tillader mig at sidde, at tale, at være menneske igen.
"Du klarede det godt," siger Helena, hendes hånd hvilende på min.
"Vi beholder dig," tilføjer Vivienne, hendes øjne møder mine med noget der kunne være hengivenhed under dominansen. "I den næste måned i hvert fald." "Chaleten?" spørger hun og ser på Helena. "Flere reb, bestemt," svarer Helena med et grin.
Jeg ser på dem begge, disse kvinder der har brugt mig så fuldstændigt, og jeg finder mig selv nikkende, allerede længende efter den næste overgivelse.
Erotiske noveller skrevet af peter71